Warning: call_user_func_array() expects parameter 1 to be a valid callback, no array or string given in /var/www/bagergruppen.dk/public_html/wp-includes/class-wp-hook.php on line 324

Vedtægter for BagerGruppen

§ 1 Foreningens navn og hjemsted

stk. 1 Foreningens navn er BagerGruppen.

§ 2 Foreningens formål

stk. 1 Foreningens formål er i videst muligt omfang at virke til gavn for medlemmerne via etablering af indkøbsaftaler, investeringer i for Foreningens medlemmer relevante forhold/virksomheder, etablering af bonusordninger etc.

stk. 2 Foreningen kan som et led i dens virke foretage udbetalinger i overensstemmelse med § 8.

§ 3 Medlemmer

stk. 1 Som medlemmer kan kun optages erhvervsaktive bagermestre og konditormestre. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation til optagelse af andre som medlemmer.

stk. 2 Medlemskab er betinget af betaling af kontingent, der størrelsesmæssigt fastsættes på den ordinære generalforsamling. Medlemskab følger regnskabsåret og skal være indbetalt til Foreningen senest på det af Bestyrelsen fastsatte tidspunkt.

stk. 3 Medlemskab fortsætter indtil det skriftligt opsiges. Opsigelse kan ske til ophør den 31. december, og skal senest være kommet frem til Foreningen den 30. september samme år.

Stk. 4 Udtrædende eller ekskluderede medlemmer kan hverken helt eller delvist gøre krav på Foreningens formue.

stk. 5 Foreningens medlemmer er forpligtet til at foretage den af bestyrelsen generelt fastsatte andel af deres råvareindkøb gennem de af Foreningen indgåede indkøbsaftaler. Medlemmernes tilsidesættelse af deres forpligtelse kan begrunde eksklusion fra Foreningen.

stk. 6 Foreningens medlemmer er ikke berettigede til at deltage i foreninger m.v. der helt eller delvist tilbyder eller pålægger sine medlemmer etc. at foretage deres råvareindkøb gennem denne forening. Medlemmernes tilsidesættelse af dette forbud kan begrunde eksklusion fra Foreningen.

stk. 7 Foreningens medlemmer er forpligtet til at følge de mellem Foreningen og dens leverandører aftalte betalingsbetingelser og betalingsmåder.

stk. 8 Alle oplysninger, som Foreningens medlemmer opnår via medlemskabet anses for fortrolige. Medlemmerne er ikke berettiget til at videregive fortrolige oplysninger til tredjemand.

stk. 9 Bestyrelsen træffer om nødvendigt beslutning om eksklusion af et medlem, der inden 14 dage at regne fra, at beslutningen er meddelt medlemmet, kan kræve beslutningen forelagt for en ekstraordinær generalforsamling, som bestyrelsen er forpligtet til at indkalde til med et varsel på maksimalt 4 uger.

stk. 10 Medlemmernes stemmeret på Foreningens generalforsamlinger er betinget af, at medlemmet ikke er i restance i forhold til Foreningen.

§ 4 Generalforsamlingen

stk. 1 Generalforsamlingen er Foreningens højeste myndighed.

stk. 2 Medlemmerne er hver tillagt en stemme på generalforsamlingerne. Medlemmerne kan ved fuldmagt bemyndige et andet medlem til at give møde på generalforsamlingen. Dog kan intet medlem ved fuldmagt samt egen stemme repræsentere mere end i alt 3 stemmer. Fuldmagten skal for at være gyldig være Foreningens kontor i hænde, senest 2 hverdage inden generalforsamlingens afholdelse.

stk. 3 Generalforsamlingen vælger bestyrelsens formand samt 6 øvrige bestyrelsesmedlemmer. Personer der opstiller som bestyrelsesformand og/eller bestyrelsesmedlem, skal meddele dette til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

stk. 4 Generalforsamling skal være afholdt inden den 15. januar i det år der følger efter regnskabsårets afslutning.

stk. 5 Der indkaldes til ordinær generalforsamling med 4 ugers skriftligt varsel. Forslag til dagsordenen skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.

stk. 6 Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning samt meddelelse af decharge
  3. Orientering om nye aftaler
  4. Forelæggelse samt godkendelse af regnskab
  5. Valg af bestyrelse:
    a) Valg af formand for bestyrelsen
    b) Valg af bestyrelsesmedlemmer
  6. Valg af revisor
  7. Behandling af indkomne forslag
  8. Eventuelt

stk. 7 Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt flertal, undtagen hvor det drejer sig om vedtægtsændringer eller opløsning af foreningen.

stk. 8 Ved spørgsmål om vedtægtsændringer er generalforsamlingen kun beslutningsdygtig, når 50 % af de stemmeberettigede medlemmer er til stede og mindst 2/3 af disse stemmer for forslaget. Ved spørgsmål om Foreningens opløsning er generalforsamlingen kun beslutningsdygtig, nar 3⁄4 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede og mindst 3⁄4 af disse stemmer for opløsningen. Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig for så vidt angår spørgsmål om vedtægtsændringer eller Foreningens opløsning som følge af utilstrækkeligt fremmøde, men stemmer mindst 2/3 respektive 3/4 af de fremmødte for forslaget, kan dette genfremsattes på en ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes senest 4 uger efter, at førstnævnte generalforsamling er afholdt. Forslaget kan på den efterfølgende indenfor 4 uger afholdte ekstraordinære generalforsamling vedtages med mindst 2/3 respektive 3/4 af de fremmødte for forslaget, uanset antallet af fremmødte medlemmer.

stk. 9 Ekstraordinær generalforsamling skal med 14 dages varsel indkaldes af bestyrelsen, når dette begæres af 1/3 af bestyrelsens medlemmer eller 1/3 af Foreningens medlemmer.
Begæringen skal i begge tilfælde ledsages af en skriftligt motiveret begæring om baggrunden for ønsket om afholdelse af generalforsamling.

§ 5 Bestyrelsen

stk. 1 Bestyrelsen, der består af en formand, en næstformand og 5 menige bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen. Til 2 af de 5 menige bestyrelsesmedlemsposter kan generalforsamlingen vælge 2 udefrakommende personer med særlig kommerciel indsigt. Sådanne medlemmer er på valg hvert år. Bestyrelsens øvrige medlemmer er på valg forskudt hvert andet år, således at der ikke sker en samlet udskiftning af bestyrelsen samme år. Udover bestyrelsens formand, der vælges af generalforsamlingen, konstituerer bestyrelsen sig selv.

stk. 2 For at tiltrække den rigtige personkreds til posten som bestyrelsesmedlem vil der ske aflønning af disse medlemmers bestyrelsesarbejde. Der budgetteres med en omkostning til dette bestyrelsesarbejde. Vederlagets størrelse fastsattes en gang årligt af bestyrelsen.

stk. 4 Bestyrelsen er forpligtet til at følge den til enhver tid fastsatte forretningsorden for BagerGruppens Bestyrelse.

stk. 5 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Foreningen under ansvar overfor generalforsamlingen. Bestyrelsen kan træffe beslutning om ansættelse og afskedigelse af foreningens direktør eller forretningsfører.

stk. 6 Foreningen tegnes af direktøren/forretningsføreren og formanden for bestyrelsen i forening, af bestyrelsens formand og næstformand i forening eller af 4 bestyrelsesmedlemmer i forening.

stk. 7 Genvalg til bestyrelsen, herunder til posten som formand, kan finde sted.

§ 6 Udvalg

stk. 1 Der kan nedsættes faglige udvalg med en formand, der vælges af bestyrelsen. Udvalget konstituerer herudover sig selv.

§ 7 Budget

stk. 1 Foreningen er berettiget til – direkte fra leverandørerne – at oppebære en procentvis andel af de samlede ordrebeløb.

stk. 2 Foreningens budget for et kommende regnskabsår udarbejdes af bestyrelsen forud for regnskabsårets begyndelse.

§ 8 Udbetalinger til medlemmerne

stk. 1 Bestyrelsen træffer beslutning om udbetaling af eventuelle beløb til Foreningens medlemmer.

stk. 2 Eventuelle udbetalinger fordeles med baggrund i en fordelingsnøgle, der baseres på medlemmernes indkøb via Foreningen i det foregående regnskabsår og som er fordelt
på de enkelte leverandører eller en del heraf. Fordelingsnøglen fastlægges endeligt af bestyrelsen og meddeles til medlemmerne.

stk. 3 Det er alene de af Foreningens medlemmer, der på tidspunktet for bestyrelsens meddelelse i henhold til stk. 2 ikke har opsagt/ophævet eller fået ophævet deres medlemskab, der har krav på at tage del i udbetalingerne fra Foreningen.

§ 9 Revisor

stk. 1 Der vælges på generalforsamlingen en ekstern revisor for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Revisoren skal være godkendt som registreret eller statsautoriseret revisor.

stk. 2 Revisoren kan deltage i den ordinære generalforsamling.

§ 10 Årsregnskab

stk. 1 Regnskabsåret er den 1. oktober til – 30. september.

stk. 2 Årsregnskabet godkendt af bestyrelsen tilsendes på mail til alle medlemmer senest 3 kalenderdage forud for den ordinære generalforsamling, således at Foreningens medlemmer har mulighed for at gøre sig årsregnskabet bekendt.

§ 11 Foreningens opløsning

stk. 1 Opløsning af foreningen besluttes af generalforsamlingen i overensstemmelse med § 4, stk. 8.

stk. 2 Opløses foreningen orienterer bestyrelsen foreningens samarbejdspartnere herom.

stk. 3 Ved opløsning vil foreningens formue blive fordelt mellem Foreningens medlemmer efter en fordelingsnøgle, der baseres på de seneste 2 års køb gennem Foreningen og fordelt på de enkelte leverandører eller en del heraf. Fordelingsnøglen fastlægges af bestyrelsen.

 

BagerGruppen

Har du ikke kode til BagerGruppens intranet fordi du ikke er medlem af BagerGruppen, men er du interesseret i at høre mere om Danmarks bedste rabatter, bonussystemer, leverandøraftaler og markedsførings- og salgsværktøjer, så kontakt vores konsulent og bliv medlem hurtigst muligt.